TeamB

Debut på en andenplads

2012-05-12_dec_race_0069

Perfection Racing Europe fik lov til at smage på alle spektre af genren langdistanceløb under deres debut i 6-timers løbet på Padborg Park. Meget skiftende vejrforhold betød, at både kørere og team måtte på hårdt arbejde undervejs, men for enden af dagen vinkede belønningen i form af en samlet andenplads.

Teamet kunne præsentere en overraskelse allerede i samme øjeblik, som deres Aston Martin Vantage rullede ud af racertransporteren: Over højre dør var der monteret 4 navneskilte. Udover de allerede annoncerede Michael Klostermann, Kim Holmegaard og Mikkel C. Johansen var der i sidste øjeblik blevet indgået en aftale om, at den tidligere DTC-kører, Kasper Jensen, også var med i folden.

Kasper Jensen ankom til en bil, som han ikke havde rullet så meget som en meter i - men det lod han sig nu ikke mærke med. "En bil er vel en bil - den har 4 hjul og et rat som alle andre, så helt galt kan det vel ikke være," mente han og formiddagens træning og tidtagning viste da også, at han hurtigt fandt sig til rette.

Træning og tidtagning forløb planmæssigt og udover køretid på banen blev der også trænet i hjulskift og benzinpåfyldning. Langdistanceløb er en teamsport og sekunder vundet - eller tabt - under et pitstop er fuldt ud lige så meget værd, som dem der kæmpes om ude på banen. Så hjulnøglerne måtte i sving - også mere end en gang før Kent Steffensen var tilfreds.

Og så til løbet. Starten foregik i solskin, men næppe var løbet sat igang før den kraftige blæst sendte en byge ind over banen og det satte spekulationerne i gang. Var det kun en byge - eller noget mere vedvarende? Skulle man skifte til regndæk eller forsøge at klare sig igennem til banen var tør? Der var ikke meget hjælp at hente ved at kigge på konkurrenterne, for rundt omkring var alle i syv sind. Teamets Aston Martin forblev på tørvejrsdæk, men tvivlen om beslutningen blev ved med at nage. "Vi skulle nok have taget ham ind, da der var safetycar. Der kunne vi have fået et næsten gratis pitstop og lige nu kører de meget hurtigere på regnvejrsdæk," funderede teamchef Kent Steffensen på et tidspunkt, hvor det var for sent at ændre mening. Men heldigvis viste det sig, at teamet havde vurderet situationen rigtigt. Banen tørrede meget hurtigt op og de teams, som havde spillet på regndæk, havde ikke vundet noget. Forud for løbet havde Kent omtalt netop dette at løbssituationen kunne ændre sig hurtigt undervejs og at teamet skulle kunne skifte taktik her og nu var en af de store udfordringer ved langdistanceløb - og nu var man ikke engang en halv time inde i løbet før den udfordring var blevet tacklet.

Mens dette foregik var det Michael Klostermann, som sad i bilen, og han tog situationen med stor ro. "Jeg kunne jo ikke køre stærkt på de dæk, vi havde på - men hele tiden fik jeg fra teamet at vide, at de andre var i samme situation og at vi faktisk vandt frem i forhold til dem. Så var det bare med at stramme balderne og kæmpe sig igennem."

Det stod snart klart at Perfection Racing Europe´s Aston Martin var med i den skarpe ende af feltet. Men det stod ligeledes klart, at der var tæt kamp. Hvert pitstop kostede adskillige placeringer og sådan blev det ved henover de første fire-fem timer, hvor de tre første kørere hver tog omkring halvanden time i bilen. Generelt var kørerne enige om, at bilen gav det indtryk, at den bare kunne blive ved og ved og ved med at køre solidt og stabilt - men også at den blev lidt svær at danse med, hvis man skulle op og klippe det sidste sekund af omgangstiden.

"Det er dejligt, at teamet er så godt forberedt. Selv om det er bilens jomfrutur, så er der tænkt på det hele hjemmefra. Man føler, man har det godt i bilen, men vi skal nok kigge lidt på den, så den kommer til at passe lidt bedre til de små baner, vi skal køre på herhjemme. Men det var også sådan noget, vi skulle lære om i dag," var Kim Holmegaards vurdering.

Mikkel C. Johansen lod sig ikke gå på af, at han nu kørte rundt i en bil, som var over dobbelt så stor - og mindst 3 gange så stærk - som den lille Legend, han tumlede sidste år. "Den er forholdsvis let at køre i, men for at hente det sidste, skal man holde den i ørerne. Det er en helt, helt anden verden end min Legend. Den er meget tungere, men også meget, meget stærkere - og så skal man også vænne sig til al teknikken i bilen. Det er nyt for mig, at man kan sidde og justere på traction control og meget andet mens man kører," fortalte Mikkel.

Efter en solid indsats var teamet hen imod slutningen placeret på andenpladsen i det 18 bilers store felt, men med over en time tilbage kunne placeringen på ingen måde regnes for sikker. Flere teams lå indenfor et par omganges afstand, så blot et uforudset pitstop ville kunne vende op og ned på det hele. For slet ikke at snakke om uheld af den ene eller anden slags - noget som altid lurer i kulissen i langdistanceløb.

Det var udsigterne for Kasper Jensen, da han som sidste mand blev sat i bilen, og man må nok sige, at han fik sin sag for. Det var som om, at hans nerver skulle prøves af på alle mulige måder. Først blev han jagtet intenst af nærmeste konkurrent lige fra det øjeblik, han kom i bilen. Men i løbet af nogle omgange fik han stabiliseret sine tider og satte et afmålt tempo, så forspringet kunne holdes. Så begyndte det at regne igen, men heller ikke det rystede ham og selv ikke da en ubelejelig safetycar betød at forfølgeren pludselig vandt det meste af en omgang, var der nogen slinger i valsen.

"Joh, der var da noget et pres. Men Kent holdt mig hele tiden underrettet med mine og konkurrenternes tider, så der var styr over det. Men 500 hestekræfter på slicks i regnvejr - det skulle der en del selvbeherskelse til at håndtere," smilede en glad Kasper Jensen efter løbet.

Efter 6 timers kørsel kunne Kasper Jensen køre bilen i mål på en andenplads til stor glæde for teamet, som hang ud over autoværnet for at klappe ham over stregen. En flot kulmination på en dag, som forløb om ikke helt perfekt, så i hvert fald ualmindelig godt. "Principielt er jeg jo ikke tilfreds, før vi kommer først. Men når det er sagt, så var det en rigtig, rigtig god start på vores langdistancekarriere. Vi er begyndt rigtig godt - og vi kan blive bedre," slår Kent Steffensen fast.

Translate the site

Danish English

En tur på Jyllandsringen

Jyllandsringen

Sponsorer

Bauhaus

petronas

dewalt

vestfyn

Nyheds Brev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret.

Navn:

Email:

Perfection Racing Europe, Lufthavnvej 131, Bygning 4, DK-5270 Odense N, Denmark
Tel. +45 2326 4050, Email: kbs@perfection-racing.dk