
Det har været en hård uge med masser af arbejde hos Team Bauhaus Telesikring. I mandags rullede teamets to BMW 320si racere for første gang og nu - kun 5 døgn senere - er det alvor. Åbningsløbet på Jyllandsringen er i gang.
Dagen begyndte med en ekstra test på halvanden time. Denne test blev arrangeret meget sent, men det var et tilbud, som blev modtaget med kyshånd hos Team Bauhaus Telesikring. "Vi har kun nået at køre en halv dags tid med bilerne i mandags og der var vi oven i købet hæmmet af, at Jan Magnussen ikke kunne komme hjem fra USA på grund af vulkanudbruddet. Så ekstra køretid er lige noget vi kan bruge. Vi har brug for al den tid vi kan få, så vi kan lære vores nye biler bedre at kende," fastslog teamchef Kent Bo Steffensen tidligt lørdag morgen.
Teamet fik også stor gavn af testen, men desværre ikke helt på den måde, som man havde regnet med. Det varede nemlig kun ganske få omgange før der opstod problemer med motoren i Elgaards bil. Noget bedre gik det for Magnussen, som faktisk var hurtigste danske kører under testen. Men heller ikke her slap man for tekniske kvaler: Styretøjet måtte skiftes på hans BMW, så mekanikerne havde rigeligt at se til i teamteltet efter testen.
Faktisk så rigeligt, at det ikke lykkedes at blive klar med bilerne til træningen senere på dagen. Casper Elgaard nåede dog lige akkurat ud med en ny motor og fik med nogle få omgange checket at bilen var køreklar igen. Det var således ikke med de bedste forudsætninger, at de to kørere kunne kaste sig ud i kvalifikationen, men i det mindste blev begge biler køreklare - noget som sikkert ikke var lykkedes, hvis ikke der havde været den ekstra test fra morgenstunden.
Kvalifikationen blev en gyser! I første omgang drejede det sig om, at få én - og helst begge - kører iblandt de 8 hurtigste. Disse 8 skal nemlig som noget nyt i 2010 ud i en ekstra kvalifikation søndag middag, hvor de skal kæmpe om pole position. Der var hård kamp om de 8 placeringer og på trods af den begrænsede kørsel om formiddagen var en plads her indenfor rækkevidde for begge Team Bauhaus Telesikring kørerne. I den sidste ende lykkedes det kun for Jan Magnussen, mens Casper Elgaard manglede 35/100 sekund. Midterfeltet var utrolig tæt. Således var der kun 4/10 sekund imellem nummer 5 og nummer 15 i kvalifikationen.
Bagefter var det tydeligt at se på Jan Magnussen, at der var noget, som ikke fungerede 100% under kvalifikationen. Servostyringen i bilen fungerede ikke, så Jan måtte i den grad slide i det. "Nøj, hvor var det hårdt! Jeg kunne ikke engang skifte gear i svingene. Der skulle der bare holdes ved for at den ikke rev rattet fra mig og så måtte jeg vente med gearskift til det gik ligeud," stønnede en storsvedende Jan Magnussen efter tidtagningen.
Casper Elgaard kunne kun konstatere, at hans manglende kørsel forud for tidtagningen nok kostede de få tiendedele, der manglede. "Vi får lige kørt bremser ind under testen inden motoren går i stykker. Så var det slut dér til træningen senere på dagen når jeg kun lige 3 omgange. Det er først til tidtagningen, vi kan begynde at arbejde med bilen og da der kun er 20 minutter til rådighed der, så når vi ikke frem til at den kører optimalt. Jeg er ikke kommet godt fra start," konkluderer Casper Elgaard kort.
"Det har bare været en svær dag. Vi har ikke kunnet bruge tiden til at arbejde med opsætningen, fordi det hele tiden har drejet sig om at få bilerne ud at køre. Men alligevel har vi Jan med i Super8 kvalifikationen i morgen, så jeg synes godt vi kan tillade os at klappe hinanden lidt på ryggen inden vi skal sove i nat. Hvis vi da ellers har energi til det, for hele teamet har bare knoklet igennem i dag," sluter Kent Bo Steffensen.
Hoved Sponsor

Sponsorer
Nyheds Brev
Nyeste Kommentarer
- Magnussen med hurtigste tid ef...
Hello, all. Which is better yahoo or bing? v i a g... Læs Mere...
23.11.11 21:41 - Perfection Racing i nye klæder
Føj for helvede hvor i stinker....af løgn og latin... Læs Mere...
22.11.11 22:30 - Magnussen med hurtigste tid ef...
Which came first? chicken or the egg Læs Mere...
04.11.11 20:46 - Hårdt arbejde gav gevinst
HeY Kent & Co... Super godt kørt idag af Magnussen... Læs Mere...
16.05.10 15:43 - Perfection Racing i nye klæder
Hej Lotte 1000 tak, det er dejligt at være igang i... Læs Mere...
16.02.10 11:12



